Fjernvarmeprisen Når Historisk Lavt Niveau
Billede:Prisen på at opvarme sin bolig med fjernvarme er i 2018 faldet med i gennemsnit 4,2 procent. Dermed når den et nyt historisk lavt niveau. Dog begynder flere fjernvarmeselskaber at varsle prisstigninger, når grundbeløbet ophører til nytår.
En ny statistik, der netop er blevet offentliggjort af Forsyningstilsynet, viser, at prisen på fjernvarme samlet set er faldet med 4,2 procent det seneste år. Dermed falder den i gennemsnit til 12.171 kr. mod 12.705 kr. sidste år.
- Det er uhyre flot, og det vidner om, at fjernvarmeselskaberne leverer på de forventninger, der er til dem fra deres kunder, ejere og af politikerne. De fastholder høj forsyningssikkerhed, de stiller sig i spidsen for den grønne omstilling, de holder hånden under elforsyningssikkerheden, og de reducerer deres omkostninger og sænker prisen. Det er flot gået, udtaler Kim Mortensen, der er direktør i fjernvarmeselskabernes brancheforening.
Prisstigninger lurer lige om hjørnet
Selvom det samlet går godt for selskaberne, og de er gode til at reducere deres omkostninger, så har et markant mindretal af selskaberne allerede nu varslet, at fremtiden byder på prisstigninger.
Det skyldes, at selskaberne til nytår ikke længere vil modtage grundbeløbet, som de historisk har modtaget for at sikre balance i elnettet.
Da omkostningerne til de allerede byggede kraftvarmeværker ikke forsvinder af sig selv, når man afskaffer en sådan tilskudsordning til elproduktionen, bliver det varmekunderne, som skal dække omkostningerne, hvilket vil få prisen på fjernvarme til at stige.
Allerede nu er der knap 50 fjernvarmeselskaber, der i dag modtager grundbeløb, som har varslet prisstigninger på mere end 1.000 kr. pr. husstand.
- Det er en meget alvorlig sag. Ikke mindst i landdistrikterne, hvor størstedelen af de berørte selskaber forsyner. Jeg frygter, at vi indtil nu kun har set toppen af isbjerget, og at en lang række selskaber vil være nødt til at sætte prisen op, fordi der ikke er andre end forbrugerne til at betale, lyder det fra Kim Mortensen