Arla Står Foran Stor Fyringsrunde
140 medarbejdere. Så mange af Arla Foods medarbejdere kan inden længe se frem til at modtage en fyreseddel.
Fyringsrunden er en konsekvens af mejerikoncernens spareplan, der tidligere i år blev lanceret, og har til formål at skabe besparelser for næsten 3 milliarder kroner.
Spareplanen er blevet døbt Calcium, og det er Arla Foods selv, der via en pressemeddelelse har meddelt, at de forventer at nedlægge 140 stillinger i koncernen.
“Som alltid når man omstrukturerer og skal sige farvel til dygtige kolleger, har vi skullet træffe nogle vanskelige beslutninger. Jeg vil gerne takke dem, der forlader os, for den indsats, de har ydet i Arla Foods. Vi gør dette for at skabe en langsigtet transformation af vores virksomhed og for at reetablere vores internationale konkurrenceevne, når det gælder den mælkepris, vi betaler vores andelshavere, og det glæder mig at se det engagement, som Calcium udløser overalt i vores organisation. Det er en stor del af grunden til, at programmet i øjeblikket leverer før tid” -Sådan udtaler Peder Tuborgh, administrerende direktør for Arla Foods, til Finans.dk
De 140 medarbejdere der står til at blive afskediget, vil ramme en række forskellige funktioner i koncernen, heriblandt markedsføring og HR. Primært funktioner, som har deres daglige gang på hovedkontoret i Aarhus, og nogle få stillinger andetsteds i Europa og Nordamerika.
Arla Foods var også igennem en fyringsrunde tilbage i foråret, hvor 195 medarbejdere modtog en fyreseddel.