Valget i Tyskland er endnu et nederlag blandt europæiske socialdemokratier, der har valgt at føre en "New Labour - agtig" dvs. nyliberalistisk inspireret kurs. En sådan politik har i Tyskland ført socialdemokraterne så tæt på de borgerliges politik, at det har været svært at se partiet som alternati

Den nyliberalt – borgerlige regering muliggjorde gennem liberalisering nedturen. Nu har den gennem nationalisering af bankerne forpligtet staten dvs. borgerne på bankernes spekulationsgæld. Det betyder massive forringelser af indkomst, forbrug og velfærd de kommende år for den islandske befolkning.

Læren af valget er, at Socialdemokratiet i for ringe grad repræsenterede et politisk alternativ til regeringen og at partiet profilerede sig alt for sent ved først at gøre det i selve valgkampen.

CEPOS manipulerer med tallene, når man bebuder økonomisk dommedag som følge af væksten i velfærdsservice. Men beregningen bygger på en lang række tvivlsomme eller fejlagtige vurderinger. Korrigeret herfor skrumper det af CEPOS udbasunerede kæmpeunderskud på de offentlige finanser ind til langt mere håndterlige størrelser. Det af CEPOS fremmanede skrækscenario om offentlige velfærdsudgifter, der er ved at løbe fuldstændig løbsk, er således helt misvisende og udtryk for ren manipulation.

Det kræver et betydeligt lønløft, hvis det offentlige som arbejdsplads skal være konkurrencedygtig og det offentliges rekrutteringsbehov de næste årtier skal kunne dækkes og velfærden kunne opretholde. Endvidere kræver det en udviklingsgaranti og mindre bureaukrati.

Regeringens udspil til kvalitetsreform skuffer, hvis man har haft forventninger om klare velfærdsforbedringer og entydige skridt til afbureaukratisering. Udspillet byder først og fremmest på spin, pseudoreformer og fortsat markedsgørelse.

Vurderet i forhold til fagbevægelsens traditionelle operationsområde: faglige rettigheder og arbejdsvilkår, herunder uddannelse, udviser trepartsaftalen pæne resultater. Men vurderet velfærdspolitisk er svaghederne til gengæld nok så store.

Med det angivelige mål at "revitalisere" flexicurity fører CEPOS sig frem med krav om drastiske forringelser af dagpengesystemet. Det er både dag-pengesatsen, der falder CEPOS for brystet, men navnlig dagpengeperioden, der kræves forkortet fra 4 til 1 år.Hvad CEPOS tydeligvis ikke har forstået er, at man i flexicurity ikke kan have afskedigelsesfleksibilitet uden også at have høj indkomstsikring ved arbejdsløshed. Skulle det lykkes reaktionære kræfter som CEPOS at forringe dagpengesystemet drastisk som foreslået, vil fagbevægelsen naturligvis være tvunget til ved kommende overenskomstforhandlinger at kræve en langt større ansættelsestryghed i form af meget længere opsigelsesvarsler. Konsekvensen af CEPOS krav er således ikke – som hævdet – at revitalisere flexicurity, men at aflive modellen – også de sider af den, som arbejdsgiverne vurderer mest højt.

Kvalitetsreformen vil ikke ændre den hidtil skete forringelse af offentlige velfærdsservice. Den indeholder udpræget gammel vin på nye flasker. I det omfang den overhovedet rummer nyt, er der tale om en videreførelse af Regeringens nyliberale markedsgørelsesstrategi, som kun vil give mere social slagsside, men ikke øget effektivitet.